Vielse og velsignelse
Et kirkebryllup er tro, håb og kærlighed. Her siger parret ja til at leve sammen som ægtepar og til at elske og ære hinanden. Et kirkebryllup er for alle par.
Ønsker I at blive viet i en af vores tre smukke kirker, så kontakt en af præsterne her for at aftale dato.
For at blive gift skal man have en prøvelsesattest, som man kan rekvirere ved at udfylde en ægteskabserklæring på borger.dk. Klik her for at komme videre til 'Når I vil giftes' på borger.dk Når I har udfyldt ægteskabserklæringen undersøger kommunen, om I opfylder betingelserne for at blive gift med hinanden. Kommunen udsteder derefter en prøvelsesattest, som I skal aflevere her på kirkekontoret. Attesten er gyldig i fire måneder fra udstedelsesdatoen og skal afleveres til kirkekontoret.
Vielsen skal bevidnes af to vidner, hvis navne og adresser skal afleveres til kirkekontoret.
Er man allerede gift på rådhuset, kan man godt ønske en højtideligholdelse af ægteskabet i kirken. Der kan være mange grunde til at ønske en kirkelig velsignelse af sit ægteskab. Man er altid velkommen til at kontakte en af præsterne og tale om sine spørgsmål og tanker i den forbindelse. Den kirkelige velsignelse har, i modsætning til en kirkelig vielse, ikke juridisk/borgerligt indhold, hvorfor en prøvelsesattest ikke er nødvendig, man skal dog forevise en borgerlig vielsesattest.