Kimmerslev Kirke

Smukt beliggende ned til søen med samme navn ligger den lille, idylliske kirke, som består af skib med østforlængelse, et forholdsvis stort våbenhus mod syd og et meget hårdt restaureret tårn mod vest.

Kirken er ikke kalket på nordsiden ud mod søen. Her kan man se den oprindelige kvindedør og de oprindelige vinduesnicher. At kirken ikke er kalket her skyldes et sagn, der vil vide, at hvis nogen kalkede nordsiden, ville de være døde inden årets udgang. Ingen har endnu udfordret skæbnen…

Oprindelig hørte kirken under Antvorskov Kloster ved Slagelse, siden kom den under kronen og siden under Svenstrup, inden den i 2013 blev selvejende.

Kirkens indre er overhvælvet, og der ses nogle kalkmalede viekors. Specielt alterbordsforsiden påkalder sig opmærksomhed. Den stammer fra senmiddelalderen og bag den bemaling, som den har nu, der fortæller om en af kirkens patroner, gemmer der sig et tidligt maleri af den Hellige Annas familie (Jesu mors familie).

Kirken ejer også en af de allerældste messehageler i Danmark; den stammer fra 1637.

Kontaktoplysninger

  • Borup - Kimmerslev - Nørre Dalby Pastorat
  • Postadresse:
    Sognegården / Menighedsrådet
    Hovedgaden 72
    4140 Borup

     

  • Telefon: 57 52 60 85
  • Email: borup.sognkoege@km.dk
 

Sociale links